tirsdag den 7. juni 2011

Vugge til vugge er fremtidens forretning

Vugge til vugge er fremtidens forretning

3. juni 2011
Det er et faktum, at jordens ressourcer forsvinder hurtigere i dag end nogensinde tidligere. Derfor har genanvendelse aldrig været vigtigere. Vugge til vugge principperne handler om at designe produkter, så hver enkelt del i produktet kan genanvendes til nye produkter. Vugge til vugge principperne kan både bidrage til at mindske presset på jordens knappe ressourcelager, og til at virksomhederne kan minimere sine produktionsomkostninger. For at fremme den bæredygtige produktionsform inviterer Miljøministeriet i samarbejde med FORCE Technology og COWI til en konference den 6. juni.

Vugge til vugge kan hurtigt komme til at virke som luftige tanker, der er svære at omsætte i den virkelige verden. Men tankegangen i vugge til vugge præsenterer en mulighed for at forbedre danske virksomheders markedsposition. Derfor er det vigtigt, at vi sammen sikrer, at danske virksomheder får de bedste vækstbetingelser på området. Det kan vi gøre på konferencen, siger miljøminister Karen Ellemann, der også taler på konferencen.

Vugge til vugge er forholdsvis ubetrådt land herhjemme, og få virksomheder har implementeret det i deres forretningsstrategi. En af de virksomheder der har fået øjnene op for mulighederne er Mærsk Line. Virksomheden er i gang med at bygge 10 nye containerskibe, der er bygget efter de grundlæggende ideer i vugge til vugge. Det vil med andre ord sige, at næsten hver en bolt og hver en skrue i de 60.000 tons tunge skibe kan bruges igen til produktion af nye skibe. Søren Stig, Senior Director & Head of Sustainability, Mærsk Line, holder den afsluttende tale på konferencen. Tilmelding til konference http://www.conferencemanager.dk/morgendagensforretning


Ingen kommentarer:

Send en kommentar