Et gennembrud for Cradle to CradleTankesættet bag Cradle to Cradle er for alvor ved at vinde fodfæste i Danmark og resten af verden. Direktør Martin Fluri, Vugge til Vugge Danmark, giver her en status på projekter og fremtidsudsigter. Fra interviewet med Martin Fluri, lyder det bl.a.:
Hvilke internationale og danske projekter er nu i kikkerten?”Det største og mest langsigtede projekt, vi har arbejdet med i Danmark, er Mærsk Line’s udvikling af Cradle to Cradle målsætninger for deres skibs- og containerproduktion. Mærsk arbejder i den forbindelse blandt andet med at skabe lukkede kredsløb for deres anvendelse af højkvalitets stål.”
COWI's mødepavillion, bygget på Cradle to Cradle principper
I dag ender stålet fra Mærsks skibe og containere i skrotbunker rundt omkring i verden uden skelen til kvalitet og værdi.
”Hvis Mærsk Line tager ansvar for hele stålkredsløbet, vil deres skibe stige i værdi, når de bliver skrottet, fordi stålets kvalitet og værdi holdes i et kontrolleret flow. Desuden vil recirkulationen af containerstålet betyde, at verden spares for store mængder af mineret jernmalm, kul, kobber og CO2.”
Hvad er næste skridt?Martin Fluri ser i 2012 specielt frem til Region Midtjyllands nye Cradle to Cradle-projekt. Regionen har i første omgang afsat 12,5 millioner kroner til udbredelse af konceptet. Som en del af projektet tilbyder regionen interesserede virksomheder og offentlige organisationer hjælp til udformning af en handlingsplan med afsæt i Cradle to Cradle-principperne.
”Projektet sigter blandt andet mod at igangsætte en Cradle to Cradle-udvikling i 40 virksomheder og 5 byudviklingsprojekter over de næste tre år. På den måde tager Region Midtjylland skeen i egen hånd og forbereder deres virksomheder og kommuner på nye tider med helt andre udfordringer omkring ressourceoptimering og intelligent udnyttelse af tekniske og biologiske næringsstoffer.”

Ingen kommentarer:
Send en kommentar